You are currently viewing Designtænkning – hvordan passer det ind her?

Designtænkning – hvordan passer det ind her?

Designtænkning er en systematisk og handlingsorienteret måde at designe kreative processer, som har til formål at udvikle løsninger på komplekse problemer.

Designtænkning er ikke en entydig metode, men snarere en særlig tilgang til at løse problemer.

Når man tænker design bevæger man sig rundt i tre rum: Inspirationsrummet, idérummet og implementeringsrummet.

I inspirationsrummet undersøger man behov. Her bruger man gerne antropologisk metoder, dvs. man går ud blandt mennesker, oplever behovet, og fokuserer på at få en dyb forståelse. I idérummet handler det om at få mange idéer, så man kan få en god idé. Og endelig i implementeringsrummet har man fokus på, hvad der giver mening ude i virkeligheden.

Der er ikke nogen foreskreven rækkefølge mellem de tre rum. Man går rundt mellem rummene, prøver en idé, bliver klogere, prøver en ny og forbedret idé, bliver igen klogere, indtil man ender med noget der klart opfylder behovet.

Vi er af den opfattelse at denne tilgang til design med succes kan overføres, når vi vil skabe forandringer (nyt design) i vores liv. Og metodisk kan vi se at der er rigtig meget af hente i forhold til at komme i gang med at skabe de ønskede forandringer allerede nu – og ikke vente til i morgen – også selvom man ikke føler sig helt klar eller har alle relevante informationer ved hånden.

Designtænkning kan hjælpe med at identificere de ting, der forhindrer os i at nå vores mål og kan anvendes til at omformulere problemerne, så de bliver enklere at løse.

Tilgangen fordrer mod – forstået på den måde, at man skal være villig til at slippe kontrollen med en iboende risiko for at begå fejl. Vi ved, at det er de fejltrin, vi begår og bagefter bevidst forholder os til, der rent faktisk udvikler os.